Den seneste tid har diskussionen om undervisning inddelt efter faglige niveauer igen vundet frem. Skoleinstitutionen og dens pædagogiske virke har traditionelt været struktureret omkring børnenes alder. Når et barn er fyldt seks år, påbegynder det børnehaveklasse sammen med sine jævnaldrende, og sådan fortsætter det. Forskellene i alder inden for en gruppe har hidtil været minimale og primært bestemt af barnets fødselsdato i løbet af året.

Denne tilgang kan betragtes som en afspejling af en opfattelse af en "typisk" udviklingsbane for børn. Det vil sige, at børn på samme alderstrin antages at udvikle sig på en ensartet måde. Begrebet niveaudelt undervisning associeres for mange med negative konnotationer. Det bliver tydeligere i en sådan undervisningsform, at visse børn ikke passer ind i den etablerede norm og derfor modtager undervisning på et lavere, eller ringere, fagligt plan.

Det er uundgåeligt, at denne bivirkning vil fremkalde modreaktioner hos forældre og mindske børnenes motivation for læring. Der lægges politisk vægt på inklusion inden for uddannelsessystemet. Undervisningsdifferentiering er implementeret i folkeskoleloven, og individuelle undervisningsplaner er blevet en realitet. Begge disse tiltag indikerer en anerkendelse af, at børn på samme alderstrin udviser varierende udviklingsmønstre - endda markante forskelle, hvis alle børn skal inkluderes.

Antallet af børn, der modtager særlig støtte i form af specialundervisning, er steget støt over de seneste ti år. Det er især i grænselandet mellem den almene og den specialiserede pædagogik, at interessen koncentrerer sig. Spørgsmålet er, om flere børn kan integreres i den ordinære folkeskoles rammer. Kan ressourcerne anvendes på nye måder, der ligeledes er mere produktive og gavnlige for børnene?

I Sverige er lignende problemstillinger blevet rejst. En officiel kvalitetskommission har foreslået, at bestemmelser vedrørende specialundervisning helt fjernes fra undervisningslovgivningen. Et af de foreslåede tiltag, der skal muliggøre dette, er en afskaffelse af klassebegrebet, som skal erstattes af mere fleksible organisationsformer og gruppestørrelser, der bedre afspejler mangfoldigheden.

En basislærer skal påtage sig ansvaret for og den individuelle opfølgning på maksimalt tolv elever. Man kan argumentere for, at nye ideologier og tankesæt nødvendiggør nye organisationsstrukturer, der i højere grad faciliterer differentiering og inklusion. Hvis flere børn skal integreres i den almindelige undervisning, kan det være nødvendigt at opgive det traditionelle klassebegreb.

Det kan hævdes, at en ensartet skolekultur med en traditionel opdeling i aldersbestemte klasser og en fastlagt indretning begrænser mulighederne for undervisningsdifferentiering og inklusion. Hvis vi ideologisk skifter fokus til at værdsætte evner og inklusion, må organiseringen, indretningen og den pædagogiske planlægning ligeledes tilpasses.

Med henblik på at imødekomme den eksisterende variation foreslår jeg, at vi i stedet for at tale om niveaudelt undervisning fokuserer på aldersintegration - og dermed en ændret organisering af skolen og undervisningen. Aldersintegration indebærer, at børnene ikke kun undervises sammen med deres jævnaldrende, men også på tværs af alder og klasser, hvor barnets individuelle behov og en pædagogisk vurdering af, hvad der bedst fremmer læringen, styrer organiseringen.

Baggrunden for at overveje aldersintegration kan findes i kognitive og neurologiske forskningsresultater. Mange af synspunkterne fra den kognitive forskning er blevet formidlet af professor i kognitionspsykologi Howard Gardner, som argumenterer for den individuelt orienterede skole, der anerkender intelligens fra flere vinkler.

Med baggrund i den betydelige variation mellem børn på samme klassetrin argumenterer han for, at skolen skal indrettes til at udvikle intelligenser og hjælpe individer med at opnå mål, der passer til deres unikke potentiale. Dette står i modsætning til en ensartet skole. Skolen må rumme den variation, der findes i børns kognitive og følelsesmæssige udvikling.

En række forskere inden for uddannelsesområdet har i løbet af 1990'erne arbejdet med og undersøgt aldersintegrerede undervisningsmiljøer. De beskriver aldersintegreret undervisning som den mest naturlige måde, børn lærer på. Forskningen indikerer, at undervisning på tværs af alder og klasser medfører, at lærere anvender mere udviklingsrelevant praksis og tager mere differentierede metoder i brug, og at børnene opnår betydelig læring gennem gensidig interaktion.

Det aldersintegrerede miljø understøtter og udnytter diversiteten i børnegruppen. Fokus rettes mod det enkelte barn frem for gruppen, og der anlægges et holistisk perspektiv på hvert barn, der omfatter kognitive, fysiske, æstetiske, sociale og følelsesmæssige aspekter. De fleksible grupperinger giver alle børn mulighed for at interagere med personer med forskellige personligheder, baggrunde, kompetencer, interesser og aldre.

Målene er personligt tilpassede for bedst muligt at imødekomme den enkeltes behov, interesser og evner. Der er fokus på målopnåelse snarere end at gennemgå et specifikt pensum. Det overordnede formål i undervisningsplanen er klart defineret, så alle mål er utvetydige. Den tidsmæssige ramme og metoderne til at nå målene kan variere afhængigt af den enkelte elev. Evalueringen er grundig og præget af en helhedsorienteret tilgang til barnet og den mangfoldighed, denne tilgang rummer.

Kun når det er absolut nødvendigt, vurderes og forstås børn ud fra deres kronologiske alder. Karakterer spiller en sekundær rolle - fokus er på udvikling og potentiale. Selvom der er fastsatte læseplansmål, er hovedfokus i lærerens undervisningstilrettelæggelse og evaluering at imødekomme hvert barns individuelle behov. Fleksible grupper er et nøglebegreb i den aldersintegrerede skole.

Det er barnets behov, der styrer organiseringen af det aldersintegrerede klassemiljø. Derfor giver det mening at arbejde på tværs af aldersgrupper. Fleksibiliteten i grupperingerne baseres på hvert barns individuelle behov. Grupper kan etableres af forskellige årsager, med eller uden lærerens tilstedeværelse. Grupperne kan dannes ud fra interesser, pædagogiske behov, samarbejdsevner og læringsstile.

Undervisning i fag som matematik og læsning i aldersintegrerede, ikke-klasseopdelte skoler foregår ofte i ensartede grupper med elever på samme udviklingsniveau, uafhængigt af alder. Efterhånden som børnene progredierer i deres udvikling, omorganiseres grupperne tilsvarende. Tilrettelæggelsen tager udgangspunkt i variationen i evner og behov, og børnene grupperes efter niveau eller efter, hvordan de kan bidrage positivt til hinandens læring.

Grundprincippet er en fastholdelse af, at børn udvikler sig kontinuerligt i deres eget tempo. Mennesker er forskellige og bør ikke behandles som standardiserede enheder. Aldersintegrerede klasser tillader børnene at arbejde med deres personlige undervisningsplan i deres eget udviklingstempo. Niveaudelt undervisning er i virkeligheden et for begrænset udtryk til at dække de muligheder, aldersintegration tilbyder.

Niveaudelt undervisning fokuserer udelukkende på det faglige niveau. Aldersintegreret undervisning ser på organisering, gruppering, individuelle evner og læringsstile med udgangspunkt i hvert enkelt barns læreproces. Målet er, med afsæt i det enkelte barn, at støtte barnets udvikling af viden, færdigheder og holdninger, samtidig med at barnet bevarer sin naturlige motivation og glæde ved at lære.

Undervisning og læring afhænger fuldstændigt af elevens aktive deltagelse. Visse børn har vanskeligheder ved at engagere sig i en ensartet skole, hvor de konstant konfronteres med deres egne begrænsninger. Omstændighederne, såsom lokaler, materialer og undervisningsindhold, må inddrages i en tilrettelæggelse, der bedst muligt imødekommer de individuelle og de overordnede mål for barnets læreproces.

I en aldersintegreret undervisning tilrettelægger læreren undervisningen og organiserer børnene ud fra det enkelte barns ressourcer og potentiale. Undervisningen tager udgangspunkt i børnenes forskelligheder og den grundlæggende antagelse om, at alle børn kan lære. Dygtighed og svaghed bliver relative begreber, hvorved rummeligheden styrkes. Aldersintegration udgør en forudsætning for en mere inkluderende skole, og for at børn med forskellige forudsætninger kan trives i uddannelsessystemet.

Det er en betydelig udfordring at strukturere undervisning med fokus på hvert enkelt barn. Det kræver dyb indsigt og en grundig forståelse af hvert eneste barn. Meget er ikke givet på forhånd. Hvis inklusion og differentiering skal lykkes, skal underviseren have sit primære fokus rettet mod hvert enkelt barn frem for på aldersgruppen.

Dette stiller yderligere krav til underviserne.