Astmatisk bronkitis betegner en tilstand karakteriseret ved gentagne anfald af åndenød, som fremkaldes af en viral infektion i de finere, nederste luftveje, herunder de små bronkier og bronkioler. Denne definition og sygdommens baggrund beskriver, at astmatisk bronkitis er en tilstand med tilbagevendende vejrtrækningsvanskeligheder, foranlediget af en virusinfektion, der rammer de små bronkier og bronkioler i de nedre luftveje.
Denne lidelse forekommer mest udbredt blandt spædbørn i alderen fra 2 til 12 måneder, dog observeres den ligeledes hos ældre børn. Frem til fire-femårsalderen er den mest almindelige udløsende faktor Respiratorisk Syncytial Virus (RSV), men både influenza- og parainfluenzavirus bidrager også ofte. Efter denne alder inkluderer de mest fremtrædende årsager Rhinovirus (almindelig forkølelsesvirus) og bakterien Mycoplasma Pneumoniae.
Infektionen foranlediger en inflammatorisk reaktion i slimhinderne, som svulmer op, hvilket resulterer i en indsnævring af passagen for luft gennem de små luftveje. Samtidig antages det, at muskelvævet i de små luftkanaler kontraherer sig kraftigere end sædvanligt, hvilket yderligere kompromitterer pladsforholdene.
Dette resulterer i betydelig modstand mod luftens passage, hvilket bevirker, at luft tilbageholdes i lungealveolerne (se Lungerne).
Følgen er, at lungerne hyperinflateres, og denne overudspiling kan komprimere de større luftgange, hvilket vanskeliggør udånding yderligere. Dette skaber en negativ spiral, hvor stadigt mere luft indespærres i alveolerne og de små luftveje, hvilket fører til en gradvis forværring af åndedrætsbesværet. Astmatisk bronkitis bør ikke forveksles med klassisk astma, hvor åndedrætsvanskelighederne ikke stammer fra en infektion.
Astmatisk bronkitis kan dog for visse individer udgøre det indledende tegn på en fremadskridende astmalidelse. Når det kommer til symptomerne på astmatisk bronkitis, manifesterer de sig typisk ved en indledning med feber, forkølelse og hoste. Efter nogle dage opstår åndedrætsbesvær, karakteriseret ved hurtig, pibende vejrtrækning. Den pibende lyd er især tydelig under ekspiration.
Et typisk træk er individets besvær med at udånde luft fra lungerne, snarere end med at indånde. Under anstrengende respiration kan man observere vibrerende næsebor og indtrækninger mellem samt under ribbenene under inspiration. Brystkassen kan fremstå mere udspilet end sædvanligt. Ved betydelige åndedrætsvanskeligheder vil barnet udvise uro og ængstelse. Dette kan medføre cyanose af læber og neglelejer, hvilket indikerer utilstrækkelig iltning af blodet.
Ydermere kan barnet gradvist blive mere apatisk. Visse børn forbliver fuldstændig upåvirkede og fortsætter med sædvanlige aktiviteter som leg, selv med en markant pibende vejrtrækning. Disse betegnes som 'happy wheezers'. Med hensyn til forholdsregler og diagnosticering, er det essentielt, at alle børn med åndedrætsbesvær undersøges af en læge, ligesom alle spædbørn under et halvt år med feber bør tilses af en læge.
Diagnosticeringen af astmatisk bronkitis baseres på sygejournalen og en fysisk undersøgelse af barnet. Det er hyppigt, at man beslutter at indlægge patienten på en pædiatrisk afdeling til observation og igangsættelse af behandling. Her udføres røntgenfotografering af lungerne samt blodprøver med det formål at udelukke en potentiel bakteriel infektion (se Lungebetændelse hos børn).
Respiratorisk Syncytial Virus (RSV) identificeres gennem analyse af sekret, der er opsamlet fra næse-svælg-området. Blodets syre-base-balance afspejler patientens respiratoriske funktion og kan kvantificeres via en blodprøve, der tages efter et lille stik i hælen. Ved hjælp af pulsoxymetri kan man bestemme blodets iltmætning. Denne procedure udføres med en hudsensor og er uden ubehag for patienten.
Hvad angår behandlingen af astmatisk bronkitis, forebygger en adækvat væskeindtagelse dehydrering, en tilstand der let opstår hos småbørn med feber og forhøjet respirationsfrekvens. Supplerende ilt kan administreres via maske eller næsekateter. Bronkodilaterende medicin, specifikt en Beta2-agonist som eksempelvis Bricanyl eller Ventoline, indåndes for at facilitere respirationen.
Inhalation af kortikosteroider (binyrebarkhormon) reducerer slimhindens hævelse, men dens effekt indtræder typisk først efter adskillige timer. Ved recidiverende episoder af astmatisk bronkitis kan en længerevarende behandlingskur iværksættes, hvor inhalationerne fortsætter i et halvt år for at forhindre genopblussen. Respiratorisk støtte: Især meget små børn kan blive udmattede og kræve midlertidig respiratorisk assistance til at opretholde vejrtrækningen.
Vedrørende forløb og potentielle komplikationer er prognosen for den enkelte episode af astmatisk bronkitis gunstig, men der er en markant tilbøjelighed til, at børnene vil opleve gentagne tilfælde af astmatisk bronkitis i de efterfølgende år. Mest læste.